Hul i bærende væg i etageejendom – krav til statiske beregninger og certificeret statiker

Skal du etablere en ny åbning, udvide et eksisterende dørhul eller fjerne en væg i en etageejendom, bør de konstruktive forhold afklares, inden arbejdet sættes i gang.

Hos KAFAconsult tilbyder vi en gratis indledende vurdering af projektet. På baggrund af tegninger, billeder og den ønskede ændring vurderer vi blandt andet, om væggen er bærende eller stabiliserende, hvilken konsekvensklasse og konstruktionsklasse projektet skal indplaceres i, og om der er krav om certificeret statiker, byggetilladelse og udførelseskontrol.

KAFAconsult kan efterfølgende stå for hele det konstruktive forløb fra de første undersøgelser til afslutning af byggesagen.

Hvorfor opstår behovet for at fjerne en væg?

I ældre etageejendomme passer den oprindelige indretning ikke altid til den måde, boliger anvendes på i dag.

Det kan eksempelvis være ønsket om at:

  • sammenlægge køkken og stue
  • etablere køkken-alrum
  • skabe en større åbning mellem to rum
  • etablere en ny døråbning
  • udvide et eksisterende dørhul
  • sammenlægge eller ændre ruminddelingen i en lejlighed

Selve indgrebet kan være forholdsvis begrænset, men hvis væggen er en del af bygningens bærende eller stabiliserende system, kan kravene til dokumentationen være betydelige.

Bærende eller stabiliserende væg?

Det første, der skal afklares, er væggens funktion.

En bærende væg kan eksempelvis bære etagedækket, vægge på de ovenliggende etager eller dele af tagkonstruktionen. Et hul i væggen betyder derfor, at lasten skal føres uden om åbningen – typisk ved hjælp af en ny stålbjælke eller anden bærende konstruktion.

Men en væg behøver ikke bære lodrette laster for at være konstruktivt vigtig.

Den kan også være stabiliserende og dermed bidrage til bygningens evne til at optage eksempelvis vindlast. Fjernes eller svækkes en stabiliserende væg, kan det derfor påvirke bygningens samlede stabilitet.

Det er netop derfor, at vurderingen ikke alene kan baseres på, om der ligger et etagedæk oven på væggen.

Krav om byggetilladelse og certificeret statiker

BR18 nævner specifikt blandt andet nye huller, udvidelse af eksisterende huller og hel eller delvis nedrivning af bærende vægge i etageboligbyggeri som arbejder, der skal indplaceres i konstruktionsklasse 2-4 og kræver tilknytning af en certificeret statiker.

Det betyder i praksis, at selv en relativt lille åbning mellem to rum kan udløse krav om:

byggetilladelse, statiske beregninger, konstruktionsdokumentation og involvering af certificeret statiker.

Det kan umiddelbart virke som meget dokumentation for et mindre byggearbejde, men reglerne er indrettet sådan, fordi ændringen foretages i en konstruktion, som kan have betydning for både den enkelte lejlighed og resten af etageejendommen.

Ombygninger, der reelt ikke ændrer de bærende konstruktioners virkemåde, kan være undtaget, men det kræver netop en konkret vurdering af konstruktionen.

Udførelseskontrol er også en del af processen

De statiske beregninger er ikke nødvendigvis afslutningen på ingeniørens arbejde.

Når projektet udføres, skal der også gennemføres den nødvendige kontrol af udførelsen, så det kan dokumenteres, at håndværkerens arbejde svarer til det projekterede.

Det kan eksempelvis omfatte kontrol og dokumentation af:

  • bjælke og dimension
  • vederlag
  • søjler
  • bolte og fastgørelser
  • understøbning
  • midlertidig understøtning
  • materialer og udførelse

Håndværkeren eller entreprenøren skal derfor være opmærksom på, at der skal foretages og dokumenteres udførelseskontrol under arbejdet – ikke først når væggen allerede er lukket til.

KAFAconsult kan hjælpe med at fastlægge den nødvendige kontrol og efterfølgende samle dokumentationen til den konstruktive byggesag.

Andelsboligforeninger stiller i stigende grad krav

Ved ombygning af lejligheder i andelsboligforeninger og ejerforeninger oplever vi i stigende grad, at foreningerne er opmærksomme på ændringer i bærende konstruktioner.

Det er derfor ofte allerede bestyrelsen eller administratoren, der gør boligejeren opmærksom på, at projektet skal dokumenteres og eventuelt byggeansøges, før der gives tilladelse til arbejdet.

Det er en fornuftig udvikling. Manglende dokumentation for tidligere fjernede vægge og åbninger kan ellers skabe problemer senere – eksempelvis ved salg, nye ombygninger eller efterfølgende konstruktive undersøgelser.

KAFAconsult kan stå for hele processen

Ved hulåbninger og nedrivning af bærende eller stabiliserende vægge i etageejendomme kan KAFAconsult varetage hele den konstruktive del af projektet.

Vi kan blandt andet stå for gennemgang af eksisterende forhold, statiske beregninger, konstruktionsprojekt, dimensionering af stålbjælker og søjler, konstruktionsklasse, dialog med certificeret statiker samt håndtering og opsamling af udførelseskontrollen.

Vi kan desuden bistå med byggeansøgningen, hvis den skal indgå som en del af den samlede rådgivning.

Få en gratis indledende vurdering

Overvejer du at lave hul i en bærende væg, udvide en døråbning eller rive en væg ned i en etageejendom, kan du sende os eksisterende tegninger, billeder og en kort beskrivelse af den ønskede ændring.

Vi foretager gerne en gratis indledende vurdering af projektets konstruktive indplacering, herunder behovet for statiske beregninger, certificeret statiker og udførelseskontrol.

Kontakt os for en snak

Navn *
Email *
Telefon *
Firma
Hvad drejer det sig om? *
Besked *